Fem måder at snyde sig selv på

1. Kun dem, der overlevede

Den, der tester en regel på dagens største selskaber, tester på vindere. Selskaber, der faldt og forsvandt, er ikke med, og det var netop dem, en regel skulle være kommet igennem. Sådan gik det for de 15 største selskaber i USA i dag, som fandtes for 20 år siden:

I midten blev selskaberne til 26 gange pengene, og 14 af 15 slog indekset. Hele S&P 500 med udbytte blev til 7,8 gange. I indekset var også de selskaber, der gik dårligt og røg ud undervejs. Ingen kunne i 2006 vide, hvilke der ville blive størst.

De svenske selskaber i dette kursus er også dagens største, og det gælder også studiet om teknisk analyse. Derfor testes reglen også på et helt indeks, hvor intet er sorteret fra.

2. Et kig ind i fremtiden

Det er let at komme til at bruge en kurs, der ikke fandtes, da beslutningen blev taget. Hvis testen ejer aktien allerede den dag, kursen går over gennemsnittet, og regner med den dags stigning, har den kigget en dag frem. På S&P 500 siden 1928 gav 200-dagesreglen 6,9 % om året. Med en dags kig frem blev det 16,5 %, og det største fald skrumpede fra −54 % til −26 %. Fejlen kan ligge i en enkelt celle i et regneark.

3. For mange forsøg

Hvorfor lige 200 dage? Vi prøvede 12 længder på gennemsnittet, fra 25 til 300 dage, og delte historikken i to halvdele:

Bedst i første halvdel var 150 dage, med 6,2 % om året. I anden halvdel kom samme længde på plads 5 af 12. Bedst dér var 200 dage, som havde ligget på plads 5 i første halvdel.

Den, der prøver mange varianter og vælger den bedste, har i høj grad valgt den, der var heldig i netop den periode. Jo flere forsøg, jo bedre ser den bedste ud, uden at reglen bliver bedre. Derfor gemmer man en del af historikken, som man ikke kigger på, før reglen er fastlagt.

4. Ingen omkostninger

Reglen lavede 589 køb og salg på 98 år, omkring 6 om året. Hver handel koster kurtage og spread, og en gevinst giver skat. Hvor meget det tager, står i lektionen om kurtage og skat i testen.

5. Perioden, der passer

Samme regel, årti for årti:

Reglen slog at beholde indekset i fem af de ti årtier: 1930'erne, 1940'erne, 1960'erne, 1970'erne og 2000'erne. Den kom bagefter i 1950'erne, 1980'erne, 1990'erne, 2010'erne og 2020'erne. En test, der kun dækker nogle af dem, kan vise næsten et hvilket som helst svar, afhængigt af hvor den begynder.

At lede efter det, der støtter det, man allerede tror, kaldes bekræftelsesbias, og at synes bagefter, at udfaldet var indlysende, kaldes bagklogskab. Begge gør det let at vælge den periode og den variant, der ser bedst ud.